Solbjerg Parkkirkegård

Klimatilpasningsårojektet opdeles i to systemer, hvor der skelnes mellem håndtering af skybrudsvand fra oplandet, som tilbageholdes i et underjordisk magasinsystem, og skybrudsvand, der lander direkte på kirkegården, som tilbageholdes på terræn. 

Et nyt forløb af diger og mure tilbageholder regnvand på kirkegården ved skybrud. Digerne slynger sig omkring eksisterende træer og hække og forbindes af lave granitmure, der også fungerer som siddemøbler. Forløbet skaber nye rumligheder på kirkegården og inviterer til ophold og aktivitet. Ved en 100-års-hændelse kan der forventes en tilbageholdelseskapacitet på cirka 2.500 m³ under terræn og 2.900 m³ på terræn.

Ved en skybrudshændelse vil projektområdet blive oversvømmet, og det vand, der tilbageholdes af digerne, vil stå på terræn i noget tid. Som en strategi for at beskytte gravstederne i oversvømmelsesområdet løftes de enkelte gravsteder op på små forhøjninger, i niveau med digets topkote. Gravstederne beskyttes mod oversvømmelse og får samtidig et nyt udtryk, hvor de markerer sig i højden og skaber et visuelt motiv – et motiv, der både træder tydeligt frem i hverdagen og forvandles under kraftig nedbør til et ø-landskab af mindesteder.

Klimatilpasningen af Solbjerg Parkkirkegård tager udgangspunkt i udviklingsplanen fra 2022, både ved at bygge videre på de specifikke principløsninger indenfor projektområdet, og ved at indpasse sig i den sammenhængende plan for hele kirkegården som udviklingsplanen beskriver, herunder anlæg af en slynget sti, en spejlende flade og Platanpladsen. Derudover anlægges Sommerfuglehaven som et nyt element i parken, der skaber rum for sanselige oplevelser på kirkegården og bidrager til at øge biodiversiteten

Ved Platanpladsen åbner hovedstien sig op i en vifteformet plads, der inviterer ind til avnbøg allé. Pladsens form defineres af to mure, der brydes af to diger, som skyder sig ind fra hver side og afsluttes med et chausséstensglacis. Den hævede plads fungerer sammen med murene som en del af klimatilpasningen.

Den spejlende flade ligger centralt i kirkegårdens vestlige ende og markerer det åbne rum mellem de store træer. Fladen udføres som en mørk betonplint, der løfter sig op fra jorden, så kanten kan fungere som siddekant. Overfladen blankpoleres og vinkles mod sydvest for at fange sollyset og byde velkommen til dem, der kommer gående langs stien.