Urban & Landscape
Architecture

Vestbad

LYTT Architecture har udarbejdet landskabsprojektet til rekonstruktion af C.Th. Sørensens anlæg med genskabelse af de originale græsgryder, tribuneanlægget og den ikoniske vandlegeplads Hønen.

Friluftsbadet Vestbad blev indviet i 1958 under stor festivitas – her var det ikke blot et kærkomment tilbud til borgere og gæster i Rødovre og Brøndby Kommune i en tid, hvor disse udviklede sig fra landkommuner til moderne forstæder, men opfyldelsen af en klassisk velfærdsvision. Og det står den dag i dag som symbol for idealet om en sund sjæl i et sundt legeme.

Det var C. Th. Sørensen, der i samarbejde med Rødovres stadsarkitekt Børge Lorentzen, stod for den arkitektoniske udvikling af anlægget med klare landskabeligt definerede rum og elementer. Friluftsbadet har siden sin indvielse været meget populært. Det er enestående i sin udformning og har opnået kultlignende status blandt brugerne. Igennem årene har badet ikke undergået nogen form for renovering ud over almindelig vedligeholdelse, og det var derfor helt intakt om end noget nedslidt og medtaget. 

Da de to kommuner, der ejer anlægget, besluttede at nedlægge det, fik LYTT opgaven med at udarbejde et forslag til en revitalisering af anlægget med nye funktioner. Siden tog LYTT initiativ til en fredning af Vestbad, som blev godkendt i 2017 med krav om rekonstruktion. LYTT udarbejdede materiale til fondsansøgning hos Mærsk McKinney Møllers Fond til Almene Formål og i 2017 blev der doneret et tocifret millionbeløb til en total rekonstruktion af hele badeanlægget med tilhørende park. LYTT har nu udarbejdet materiale til rekonstruktion af anlægget med genskabelse af de originale flisebelægninger og den ikoniske vandlegeplads.  

Sted

Rødovre/ Brøndby

Bygherre

Rødovre og Brøndby Kommune

Udført

2020

Areal

15.000 m2

Samarbejdspartnere

Wohlert Arkitekter og NIRAS
  • Brugerinddragelse
  • Skitseforslag
  • Projektforslag
  • Hovedprojekt
  • Udførelse

Relateret

"Marina med mere" - et multifunktionelt og aktivt mødested, hvor aktivitetsmuligheder på både vand og land tiltrækker flere og nye brugere. Bygherre: Middelfart Kommune