Urban & Landscape
Architecture

Gråbrødre Plads

Gråbrødre Plads er en central plads i Odense centrum og rummer betydelige spor fra middelalderen. Der var stort behov for omlægningen af pladsen, herunder at samle det lidt diffuse byrum og forstærke dets identitet i området.

Idéen her er dels at samle det lidt diffuse byrum med en linje, der danner rygrad for pladsens aktiviteter, og dels at styre byrummet med et antal strategisk placerede elementer, der møblerer pladsen. Vi arbejdede tematisk videre med en af pladsens vigtigste funktioner - byens skøjtebane og med at gøre is til pladsens bærende identitet. 

Ved at bruge is som motiv for pladsens syv nye fixpunkter bliver billedet stående året rundt, hvilket både øger pladsens sammenhængs- og tiltrækningskraft. De syv fixpunkter er alle enkle, hvide granitelementer, der tager udgangspunkt i en femkantet grundplan; dog med forskellig udformning, funktion og udtryk. Den femkantede form er ligesom cirklen retningsløs og fungerer særdeles godt, når et byrum, der består af mange retningsskift, skal samles til et hele. Fixpunkterne forankrer pladsen i byen og fungerer desuden som henholdsvis interaktiv plakatsøjle, bord, soppebassin, legeskulpturer og siddemøbler. 

Gråbrødre Plads er blevet en mere aktiv og betydningsfuld del af det gamle Odense med indbydende og uformelle lege- og opholdsmuligheder for både børn og voksne. Her er plads til fysisk udfoldelse, såvel som rekreativt ophold, og pladsen henvender sig dermed til en bred skare af brugere på tværs af alder og interesser. Områdets beboere har vist stor interesse for projektet og ligeledes kommet med input til kommunen undervejs. Dette for at sikre ejerskab og et succesfuldt projekt. 

Gråbrødre Plads er udarbejdet i samarbejde med landskabsarkitekt og professor ved Kunstakademiets Arkitektskole professor Steen Høyer.

1. præmie i indbudt projektkonkurrence

Sted

Odense

Bygherre

Odense Kommune

Udført

2009-2010

Samarbejdspartner

Professor Steen Høyer og Henneby Nielsen Ingeniører

Anlægssum

DKK 8.6 mio.
  • Program og idé
  • Projekteringsledelse
  • Dispositionsforslag
  • Projektforslag
  • Hovedprojekt
  • Myndighedsbehandling
  • Udbud
  • Tilsyn

Relateret

Fornyelse af plads til ophold og parkering med relation til Glyptoteket. Bygherre: Københavns Kommune.