Sønderhaven i Brædstrup
I Brædstrup har vi skabt et boliglandskab, hvor grønne fællesarealer, slyngede stier og naturlige materialer danner rammerne for fællesskab, leg og oplevelser.
Sønderhaven er et boligprojekt i Brædstrup, hvor moderne arkitektur og grønne fællesarealer skaber rammerne for et aktivt og socialt liv. Landskabsplanen er udviklet med et helhedsorienteret greb, der forbinder byens centrum med naturen langs banestien og Folkeparken. Her mødes grønne oaser, slyngede stiforløb og varieret beplantning i en sammenhængende have med et naturligt udtryk. Det centrale element er torvet foran fælleshuset – en ankomstplads og et samlingspunkt for bydelen. Torvet er disponeret over to niveauer, forbundet af en skulpturelt udformet siddetrappe med integreret tilgængelighedsrampe, højbede og træer. Området inviterer til ophold og aktivitet med plads til boldspil, leg og fællesarrangementer.
Projektet rummer desuden en frugtlund med robuste helårsmøbler, en bofællesskabshave med højbede og bålplads samt en Tarzanbane og legeplads i naturlige materialer. Materialevalget er robust i udtrykket med græsarmering, slotsgrus, trælameller og betonplinte. Beplantningsstrategien skaber variation – fra klippet græs til ekstensive græszoner og blomstrende stauder – og bidrager til biodiversitet og oplevelsesrigdom.
Foto: Jacob Due
Sted
Brædstrup
Bygherre
PHC Ejendomme
Rolle
Landskabsarkitekt
Samarbejdspartner
Ginnerup Arkitekter, DEM, Oluf Jørgensen, WSP og Envidan
Areal
8700 m2
- Helhedsplan
- Skitseforslag
- Projektforslag
- Udførelse