Urban & Landscape
Architecture

Hertugernes Augustenborg

Augustenborg skal udvikles med afsæt i byens særlige samspil mellem hertugby, hverdagsliv og natur. En samlet udviklingsplan styrker de historiske og landskabelige forbindelser og lader kulturarven danne afsæt for nye byrum, mødesteder og oplevelser.

Augustenborg er vokset frem omkring slottet og det hertugelige landskab. Alléer, pladser, bygninger og landskabstræk vidner stadig om byens historie og dens placering i det dansk-tyske grænseland. Men en del af de oprindelige sammenhænge er med tiden blevet mindre tydelige. Projektet skal derfor samle byen på ny og gøre dens særlige fortælling nærværende i de rum, hvor hverdagen udfolder sig.

Udviklingsplanens helhedsgreb tager afsæt i Augustenborgs særlige samspil mellem hertugby, hverdagsliv og natur. Tre sammenhængende spor udfolder grebet på tværs af byen: Hertugsporet gør de historiske strukturer og forbindelsen til slottet tydeligere, Hverdagssporet samler de ruter og steder, der bruges i det daglige, og Natursporet åbner byen mod fjorden og det omkringliggende alsiske landskab. Sporene skaber en fælles struktur for udviklingen af byens pladser, gader, forbindelser og landskaber.

Jægerpladsen samler byens fortællinger

En central del af projektet er transformationen af Jægerpladsen. Pladsen samler flere af Augustenborgs historiske fortællinger, herunder sporene efter de tidligere karpedamme, det hertugelige landskab og Fredsegen, der knytter stedet til grænselandets nyere historie og Genforeningen. Fra at fungere som parkeringsplads udvikles området til et grønt og blåt byrum, hvor vand, beplantning og opholdsmuligheder gør stedets historie nærværende og sanselig.


Projektet gør Augustenborgs kulturarv synlig på tværs af byen. Ved at forbinde slottet, byens rum, fjorden og landskabet bliver historien en del af den måde, man ankommer, bevæger sig, mødes og opholder sig på. Sådan udvikles hertugbyen med respekt for det eksisterende og med plads til det liv, der skal forme den fremover.

Sted

Augustenborg

Bygherre

Sønderborg Kommune

Udført

2025 - Igangværende

Rolle

Totalrådgiver

Samarbejdspartnere

Gründ Haahr, FULDENT, Rønnow, Mogens A. Morgan
  • Konkurrenceforslag
  • Landskabsanalyse
  • Udviklingsplan